Arnbjerg Pavillonen slår dørene op for 20 nye, luksuriøse værelser
Besøg på Arnbjerg Pavillonen skal være en hjemlig og luksuriøs oplevelse, som afspejler roen fra Parken, og det er madoplevelsen en stor del af, fortæller Casper Rosendahl.
Arnbjerg Pavillonen vil være byens hotel, og nu har de slået dørene op for 20 splinternye værelser med en standard på størrelse og komfort, som ikke findes andre steder i byen.
Casper og Annette Rosendahl overtog tilbage i 2021 hotellet i Arnbjergparken med ambitionen om at gøre stedet til byens foretrukne.
Siden de kastede sig over projektet, er der sket en gennemgribende renovering af stedet, og det har mødt opbakning blandt hotellets gæster – faktisk så meget, at parret i september 2025 slog dørene op til 20 nye værelser, for fremover at have plads til flere besøgende.
Der er særligt lagt vægt på komforten i indretningen af den nye værelsesfløj, og det er i en sådan grad, man ikke ser andre steder i byen, fortæller Casper Rosendahl.
Casper og Annette vendte skuden
Før Casper Rosendahl og hans kone overtog Arnbjerg Pavillonen drev de Henne Mølleå Badehotel ved Henne Strand, og da de overtog hotellet i Varde, var det med ambitionen om at blive vardensernes foretrukne.
“Vi vil gerne være byens hotel – altså det sted, man tænker på først, når man skal holde en konfirmation eller en rund fødselsdag,” siger Casper Rosendahl.
Stedet skulle omdannes til at være nyt og lækkert, men stadig med respekt for omgivelserne.
Noget af det første de gjorde, var at ændre stedets navn. Det, der før var Hotel Arnbjerg, blev til Arnbjerg Pavillonen. Præcis som stedet også hed, da det blev opført tilbage i 1899.
Ny teknologi, med respekt for det gamle
“Alt er ændret,” siger Casper Rosendahl.
Stedet har fået en gennemgribende renovering og er blevet gearet til moderne gæster. Hotellet har bl.a. fået et digitalt låsesystem, så gæsterne selv kan lukke sig ind på de sene aftener, og flere steder er der monteret nyt AV-udstyr til hotellets forretningsgæster.
Men renoveringen er gjort med respekt for omgivelserne:
“Det er selvfølgelig ikke sådan, at der hænger en fladskærm midt i det hele nede i pavillonen,” siger den vestjyske hotelejer og fastslår, at de har forsøgt at bevare charmen og den gamle sjæl under moderniseringen.
Også på de nye værelser er der kredset om indretningen. Det er danske møbler i brunt læder og messinghåndtag på dørene. Og hotellets nye overnatningstilbud er blevet taget enormt godt imod af gæsterne, fortæller Casper Rosendahl.
Historien bag Arnbjerg Pavillonen
De historiske milepæle for det ikoniske samlingssted i Varde – fra krigsskanse til topmoderne lystpavillon og hotel.
-
Arnbjerg Pavillonen er placeret i det fredede parkanlæg Arnbjergparken i Varde
-
Pavillonen blev oprindeligt opført af Varde Byråd som et kommunalt traktørsted. Den primære årsag var en smule lokalrivalisering; byrådet ville forhindre, at vardenserne rejste til nabobyen Esbjerg for at more sig.
-
Hotellet drives i dag af Annemette og Casper Rosendahl, under sit historiske navn Arnbjerg Pavillonen som et moderne hotel, madsted (Restaurant GRO) og konferencecenter med plads til op mod 500 gæster i den største sal (Polyfonen) efter en gennemgribende renovering i 2021.
-
Hovedbygningen fra 1899 regnes i dag for at være en af Danmarks smukkeste og bedst bevarede lystpavilloner.
- Pavillonen er bygget på et historisk bakkedrag kaldet “Skansen”. Under Trediveårskrigen opkastede den berygtede general Wallensteins soldater en militær skanse netop her for at kunne kontrollere Varde by og åen med deres skyts.
Gastronomien er en del af oplevelsen
Både Casper og Annette Rosendahl har en baggrund i restaurationsbranchen, og derfor er den gastronomiske oplevelse en stor del af deres forretning.
“Vi lægger rigtig meget vægt på at få ordentlige og gode råvarer fra lokalmiljøet,” siger Casper Rosendahl og fortæller, at de bl.a. har leverandører i Nørre Nebel og på Enghavegård.
Derudover har de virkelig sat ind på bæredygtighedsaspektet, hvor de har fået en såkaldt Green Key-certificering. Faktisk modtog hotellet også Varde Kommunes allerførste bæredygtighedspris, ‘Grøn Pris’.
Besøg på Arnbjerg Pavillonen skal være en hjemlig og luksuriøs oplevelse, som afspejler roen fra Parken, og det er madoplevelsen en stor del af, fortæller Casper Rosendahl.